40 - Relation

Inspirationen til dette blogindlæg stammer fra det 7-bud, “hvis den anden er svaret, hvad er spørgsmålet så?”. På baggrund af dette stillede vi os selv spørgsmålet, hvad er relation? Efter nogen søgning fandt vi frem til Daniel Stern og vi tager primært udgangspunkt i hans teori omkring relationer mellem børn og voksen.

Relationskompetence er et middel til at realisere de værdiforestillinger, vi anser for centrale og dermed opnå den kvalitet i voksen-børn relationen, som begge parter og de overdende pædagogiske mål efter vores erfaring er bedst tjent med.

Traditionelt har vi beskæftiget os med de to parter- den voksen og barnet- og interesseret os for, hvad der var godt eller nødvendigt for dem hver især. Vi har endog både i den private børneopdragelse og i pædagogikken en vis tradition for se et vist modsætningsforhold mellem parterne: Hvis noget er godt for børnene er det måske skidt for de voksne eller omvendt.

Den pædagogiske og opdragelsesmæssige tradition ser barnet som objektet i en subjekt-objekt relation, hvor det er de voksne, der gør noget med og ved barnet. (Juul, Jensen, 2002, s. 121)

”Hele dannelsessiden hos barnet i de første leveår er baseret på etableringen af relationer. Her bliver barnet elsket og mødt af kærlighed, det bliver set og anerkendt som værdifuld. Bliver barnet ikke mødt sådan, kan det slæbe rundt på en underskudsforretning resten af livet. Et menneske, der er i tvivl om, hvorvidt det er elsket, går ind i en livslang kamp for at opnå anerkendelse. Som mennesker er vi dybt afhængige af, at vi i andres øjne er gode nok.” (Lene Outzen Foehsgaard, 2007)

Der bliver skelnet mellem to forskellige former for kontakt i forhold til relationer - interaktion contra relation. Relation handler om venskab, nærhed og fortrolighed. Det handler om de følelsesmæssige aspekter, mere end det handler om det håndgribeligt. Interaktioner handler netop om det håndgribelige, fx det at hjælp til med at få tøj på, en skubbe tur på en gynge eller, at man mødes i en formel social sammenhæng.

Sætter man det op mod hinanden kan man sige relationer er omsorg, hvor Interaktioner er overfladisk omgang med andre.

Relationer sker hele tiden, og vi oplever det gennem hele livet.

Relationer danner en vigtig faktor i menneskers udvikling, både som børn, unge og voksne. Alle mennesker danner og er opretholdende i deres relationer, og samtidig drager de egne erfaring med relationer. (Krøigaard, kap 4, s. 80-82).

Daniel Stern står bag teorien, ”Hvordan børns selvdannelse er relationel i sin
natur” (Stern, 2000, s. 81). Han mener at børn oplever de første par måneder af deres liv, et samspil i forskellige situationer af det at være sammen med andre, bliver en erfaring i deres sind og er samtidig et fundament for selvdannelse. På baggrund af dette kan man sige at jeg’et opleves gennem relationer, og dette viser Stern ved at sætte bindestreg mellem disse ord selv- sammen- med- en-anden.

SELVETS UDVIKLING ALDER RELATIONSOMRÅDE

Det gryende selv       0-2 mdr.    Evne til intimitet

Kerneselv                  2-6 mdr.    Fysisk intimitet

Det intersubjektive   7-15 mdr. Empatisk nærhed

selv  

Det verbale selv      15-30 mdr. Fællesoplevelser

Historiernes verden    Fra 3-4 år    Den fortalte verden

Stern snakker om den gryende selv, som allerede er til stede fra fødslen. Han mener at fornemmelsen af sig selv eller selvoplevelsen er til stede fra starten. Denne teori består grundlæggende af krops- og sanseoplevelser, samt vitalitetsoplevelser, som giver et indblik i at være levende og i aktivitet. Barnets fokus vil være på omgivelserne, og vil
kommunikere ved at bruge bevægelser, øjenkontakt og lyde.

I det intersubjektivt selv (9 mdr.), bliver barnet besat af at dele erfaringer med
andre. Her vil barnet lægge mærke til, hvordan andre reagerer. Barnet bliver
klar over, at det har sin egen verden, og andre har deres. Opmærksomheden
bliver derfor fælles, og barnet viser ting ved at pege o. lign.

Senere hen opstår det verbale selv (18 mdr.) og det narrative selv (3 år). I det verbale selv opstår de første ord. Her får barnet åbnet får en ny oplevelsesverden. Barnet kan nu dele oplevelser, og det bliver mere selvstændigt ved at kunne udtrykke egne behov, og er ikke så afhængig af at andre skal læse behovet. I forhold til det narrative kan barnet mere, og der bliver skabt små historier om sig selv i et samspil med omsorgspersoner. Her vil der være mulighed for at skabe mere sammenhængende selvoplevelse ved de forskellige erfaring barnet har gjort sig.

Udviklingen af det verbale selv tager udgangspunkt i, at barnet nu har mulighed for at skabe en indre, privat verden, som det efter behov kan kommunikere ud til omverden. Det er en epokegørende oplevelse for barnet, at det selv kan udtrykke, hvad det mener eller har behov for. Men det skaber samtidig en kløft mellem: Den ikke sproglige verden og følelsernes verden. Nu er der pludselig to variationer af samme oplevelse. Sproget kan adskille tanken fra følelsen dermed bliver der skabt en mørk side.

Det verbale selv kan derfor være et tveægget sværd, der både giver mulighed for større selvforståelse, men samtidig rummer risikoen for fremmedgørelse, hvis man ikke kan sætte ord på sine følelser. Derfor er kropssproget vigtigt til at nuancere (gestik, handling, ansigtsudtryk) det er vigtigt med indføling, så der ikke skabes et sådan brud.

I det narrative selv udvikler barnet evnen til at gengive verden i form af personlige fortællinger. Om sig selv – men også om andre. Barnet begynder at kunne danne sig forestillinger der overskrider dens umiddelbare erfaringer. Det finder sted samtidig med, at barnet er i stand til at sætte sig ind i andres forestillinger om verden. Barnet begynder at tolke andres menneskers adfærd ud fra dets hensigter, samt fortæller historier, hvor personerne beskrives med de følelser, de har. Barnet bliver derfor i stand til at finde forklaringer på, hvorfor andre handler, som de gør. Barnet fortæller historier for at skabe sammenhæng og overblik over eget liv.

Barnet fortæller ikke kun om fortiden, men skaber samtidigt en identitet. Hver historie barnet fortæller er som et værksted, hvor barnet eksperimenterer med at blive sig selv. Når barnet fortæller om børnehaven eller et skænderi med en anden, er det for at forstå og fortælle historier om sit eget liv, dvs. at gøre den daglige selvdefinition lettere.

At barnet lærer at opfatte intentioner og tolke dem i fortællinger, sætter sit præg på barnets opfattelse af sig selv og af andre, selvom det måske ikke altid er helt klar over disse sammenhænge.

Daniel Sterns model for selvudvikling indeholder yderligere to relationsområder: 7-12 år: Det generaliserende selv. 12 år og frem: Det transcendente selv.