Uge 44 - Kommunikation

I det sidste blogindlæg vi lavede, handlede om højtlæsning. Det satte nogle tanker i gang og vi kom til at tænke på nogle af de forskellige kommunikationsformer der findes.

Her i blandt brugen af tegn til tale, piktogrammer og social story, som er opdelt i afsnit herunder.

Piktogramer:

Piktogrammer gør det muligt for pædagogen at kommunikere, hvad der skal ske i løbet af dagen. Dette bringer brugen af det talte sprog ned på et minimum, hvilket har den effekt at nedbringe forstyrrelser i den opgave man sidder med her og nu.

Tegn til tale: har til formål at understøtte det talte sprog med simple tegn, dette har relevansen når man blandt andet arbejder med mennesker med funktionsnedsættelse. Udfordringen her kan være at sidde med en borger på 40, der har sprog, tænker og taler som en 3-årige.

Sociale historier er: Små historier der beskriver sociale situationer - Hvad sker der?

Sociale historier informerer om, hvad personen gør, tænker og føler i en situation.

Derudover giver det anvisning på, hvordan man skal optræde i situationen - Hvad gør man?

Social story blev udviklet af Carol Gray i 1990. Det er et redskab der kan bruges når man står overfor et barn der har svært ved en opgave. Dette redskab er til, for at skabe gennemskuelighed og klarhed omkring hvad der skal ske i en given situation. I linket nedenfor kan I læse mere om social stories.

Milepæl Tabellen:

I milepæl tabellen nedenfor kan vi se hvilke sproglige milepæle der sker i hvilken alder. Dog skal man være bevidst om, at alle ikke tilegner sig sproget lige hurtigt, vi lære alle i den samme rækkefølge, men vi lære ikke lige hurtigt. (Kristensen, 2016, s. 137)

 

figur 6.6

NUZO-modellen: 
Ifølge Vygotsky NUZO-model  er det grønne område, hvor barnet kan selv, det gule område er der hvor barnet skal have hjælp og det røde område er der hvor målet for udviklingen sker. Det er pædagogens rolle at ramme der, hvor barnet bliver udfordret uden, at det bliver udfordret så meget, at man tager modet fra barnet. Lige så vigtigt er det at barnet bliver udfordret så meget, at barnet ikke kommer til at kede sig. Det er derfor pædagogens rolle at opbygge et såkaldt stillads. (Kristensen 2016 s. 139)

Stillads:

Der findes seks kendetegn for et godt stillads:

• Det vækker barnets interesse.
• Det forenkler opgaven sådan, at barnet kan løse den.
• Det styrer og holder barnet på rette spor mod et mål.
• Det synliggør vigtig træk i problemløsningen.
• Det kontrollerer frustration og justerer risiko.
• Det viser løsningen eller elementerne i den.
  
  

Smitte-modellen:

Når barnet mestrer udviklingszonen er tiden inde til at bygge et nyt stillads.

SMTTE-modellen er en af de modeller der kan yde støtte i det sprogpædagogiske arbejde. Den giver mulighed for at springe rundt mellem de forskellige punkter så man er ikke fastlåst. SMTTE-modellen kan bruges på mange forskellige tiltag det være sig sprog eller inklusion eller hvad man selv finder på. (Kristensen 2016 s.145)

Konklusion:

Sprog er alle vegne omkring os både i form af det verbale og det nonverbale sprog. Det er derfor vigtigt, at man tilegner sig sprog i alle dens afskygninger. På baggrund af de forskellige redskaber der er blevet nævnt i dette blogindlæg har vi givet vores bud på hvordan vi som pædagoger kan være med til at udvikle sproget hos mange forskellige mennesker med de forskellige sproglige udfordringer de har.

Referenceliste: Pædagogik introduktion til pædagogens grundfaglighed kap 6.

https://carolgraysocialstories.com/social-stories/the-discovery-of-social-stories/

Uge 43 - Højtlæsning

Før efterårsferien, har vi haft undervisningen om sprogudvikling og sprogstimulering og vi blev bedt om at skrive et blogindlæg om en sprogstimulerende aktivitet. Til dette formål, har vi valgt at lave en aktivitet, hvor vi skulle høre historien om ”de tre små grise” fra to brødre på forskellige aldre. Vi gør opmærksom på at historien blev fortalt gentagende gange, til de to brødre af samme person, som er moderen. Grunden til at vi har valgt denne aktivitet, stammer fra et klip vi har fundet på systime - se link i referencelisten for mere information. Det vi ser i klippet er en pædagog som laver dialogisk læsning. Dette inspirerede os til at undersøge hvilke forskelle der er på en dreng på 9 år og en dreng på 5 år, i forhold til deres lytte forståelse og udtale.

I den første video har vi Oliver på 5 år, som fortæller historien om de tre små grise på sin egen måde. Han bruger både tale og kropssprog (lyd, bevægelser).

Under fortællingen har vi observeret, at Oliver besidder flere sproglige kompetencer såsom:

Den artikulatoriske kompetence: En for andres lytteforståelse tilstrækkelig tydelige udtale af ord med sprogets betydningsadskillende og hyppigste konsonantkombinationer.  

Olivers udtale af ordene er korrekt. Man kan ikke høre, at han har svært ved at udtale ordene, når han fortæller.

Den fonologiske kompetence: Den for egen lytteforståelse og udtale nødvendige auditive skelnen mellem og udskillelse af talesprogets stavelser og betydningsadskillende enkeltlyde.

Oliver kan lytteskelne et ord fra andre ord, fordi han kan fortælle historien rigtigt.

Den semantiske kompetence: En umiddelbar og fyldestgørende lytteforståelse af alderssvarendende og socialrelevant talesprog.

Når Oliver fortæller historien, kan man let forstå hvad han mener, fordi han udtrykker sig rigtigt med ordene. Oliver har lært ordene med deres korrekte betydning.

Den leksikalske kompetence:  Det nødvendige antal indholdsord og funktionsord til at kommunikere alderssvarende om social relevante forhold og emner. (Kjertmanns tabel 2.1 Sproglige kompetencer s. 49 ny udg.)

Trods hans begrænset ordforråd, formår Oliver at kombinere de forskellige ord i hans fortælling om de tre små grise.

I den anden video har vi Malte på 9 år, som også fortæller historien om ”de tre små grise”.

Af videoen har vi observeret at Malte behersker flere sproglige kompetencer så som den syntaktiske kompetence. Han har et begrebsmæssigt og syntaktisk udfoldet sprog, hvor han laver lange sætninger og fortæller historien meget detaljeret.  

Når vi kigger på Maltes alder, er det normalt at han besidder flere sproglige kompetencer end broderen som kun er 5 år. Oliver er ved at tilegne sig de leksikalske og syntaktiske kompetencer.

Tabellen nedenunder viser hvordan de forskellige sprogkompetencer udvikles med alderen:Kjertmanns tabel 2.3 Sproglige kompetencer og alder s.63

Ifølge denne tabel kan vi konkludere at Malte og Oliver har udviklet de sproglige kompetencer, der svarer til deres alder. I forhold til at forstå modellen, skal man kigge på de mørke felter som er de kompetence børnene besidder, hvorimod de lyse felter er de kompetencer de er ved at tilegne sig. På baggrund af det, kan man sige, at Malte på 9 år besidder mange flere sproglige kompetencer end Oliver på 5 år, fordi han er ældre og hans kompetencer er mere udviklet.

Som afslutningen til bloggen, synes vi at den her aktivitet har været en øjenåbner for mange ting, vi overser i vores hverdag i forhold til børns sprogudvikling. Ydermere mener vi at Kjertmanns tabeller og kategorier, er noget vi kommer til at bruge både i vores praktikker under uddannelsen og i vores kommende arbejde.

 

Referenceliste:

”Sprogudvikling og sprogpædagogik i det moderne videnssamfund” (Kap. 2) af Kjeld Kjertmann i Dansk, kultur og kommunikation - et pædagogisk perspektiv, s. 49-63

https://sprogtilegnelse-via.systime.dk/index.php?id=508&fbclid=IwAR06Tz4nvsanVE6wL5bLUWY7ryanzNnWqD_7pC9HHgsGmwCj8BpVbm3-OXE

Uge 42 - Psykologi

(Hvorfor) Er det vigtigt for pædagoger at have viden om psykologi?

Det er vigtigt i det pædagogiske arbejde at kunne forstå mennesker, støtte samt hjælpe dem i deres udvikling. Det at forstå børns reaktioner og adfærd i nogle bestemte situationer er vigtige elementer i udførelsen af det pædagogiske arbejde. Igennem studiet er der en del om psykologi, grunden til dette er: Når man skal arbejde med mennesker, er et af nøgleordene at forstå dem og deres bevæggrunde.  

Tilknytning er barnets tilbøjelighed til at søge nærhed, omsorg og beskyttelse hos en bestemt person, når det er bange, ked af det eller lider fysisk nød. Det er medfødt  og dermed - determineret af evolution.

Bowlby er en af dem som har stort fokus på psykologien. I sin oprindelige teori vægtede han tilknytningen mellem mor og barn, som en vinkel der i dag er for ensidig, da flere andre end forældrene er involveret i omsorg for barnet. Generelt har barnet brug for social kontakt for at udvikle sig. Det sociale har stor betydning for det enkelte individ, da vi har brug for tilknytning for at overleve. (Krøigaard, s. 83).

Et menneskes erfaringer med tilknytninger, trygge og utrygge, er med til at danne et forventningsmønster, som vi møder andre mennesker med, ifølge Bowlby. Forventningsmønsterne og tilknytningerne er med til at præge vores måde at reagere på, med hensyn til de relationer vi danner. Dette gælder for de børn, unge og voksne, vi som pædagoger kommer til at arbejde med, men det gælder i lige så høj grad for pædagogen selv. En tryg tilknytningsform hos en pædagog vil gøre det nemmere for pædagogen at skabe udviklingsstøttende relationer. (Reitzels, 2018)

Ved at sætte tilknytning og pædagogikken sammen, så får man sikre, ængstelige og klæbende, ængstelig undvigende tilknytningsmønstre.

Det sikre tilknytningsmønster

• Barnet har en naturlig kontakt til nye og kendte voksne
• Vil gerne prøve nye ting
• Leger rolle og regellege, relateret til voksenverdenen  
• Føler sig tryg i en uvant situation.

Det ængstelige og klæbende tilknytningsmønster

• Afprøver tryghedspersoner
• Har vanskelighed ved at blive i en leg
• Bange for at blive forladt
• Meget spørgende i nye situationer
• Afprøvende i leg med andre

Det ængstelige undvigende tilknytningsmønster

• Indelukket
• Leger meget selv, eller ved siden af andre
• Taler ofte med sig selv uden krav på om andre svare
• Har få kontakt personer (Munkholm, Bowlbys teori)

Referenceliste

https://paedagogik.systime.dk/index.php?id=162

http://www.munkholm.cc/fileadmin/user_upload/munkholm/filer/munkholm_PDF/JOHN_BOWLBY_-_TILKNYTNINGSFORSTYRRELSER.pdf

Reitzels, Hans, Pædagogik, introduktion til pædagogens grundfaglighed, forlag 2016

Uge 41 - Didaktik

Hvad er didaktik egentlig for en størrelse, det er det vi gerne vil undersøge i denne uges blog indlæg

Dogme: Vi har valgt at lave et dogme for dette blog indlæg: Drengene er skribenter, og pigerne må kun stille spørgsmål.

Didaktik kommer fra græsk og betyder i sin oprindelse undervise/belære. I dag bliver ordet brugt som et undervisningsbegreb, der dækker over en lang række områder og forskellige undervisningsformer det være sig: undervisning der formidler, kommunikation, socialt samspil, dialog, kreativ proces, kunst, tænkning og løsning af problemer.

Didaktik som pædagogisk tilgang har til formål at forbedre praksis og den teoretisk refleksion. Derfor bevæger didaktikken sig mellem pædagogisk teori på den ene side og praktisk-pædagogisk handling på den anden. Didaktisk refleksion handler om at tænke forskellige alternativer og mulige løsninger igennem i en planlægnings situation. Den hjælper til at sætte ord på det, man gør i praksis.

“Når man for eksempel bruger begreber som forudsætninger, rammefaktorer, fysisk miljø, tavs viden og børnehavekultur, har alle disse begreber til formål at beskrive det virkelige liv i børnehaven. Uden begreber kan man hverken forstå, forklare eller påvirke de faktorer, som har indvirkning på pædagogisk praksis”. Lillemyr & Søbstad, s.1(1993)

Didaktikken er altså et hjælpemiddel til pædagoger som fortæller dem hvad, hvordan og hvorfor de gør, de ting de gør. Pædagogerne skal hjælpe børn videre mod deres nærmeste udviklingszone (Vygotsky) hvor børnene udvikler sig bedste muligt i en given situation.

NUZO Modellen

Vi vil nu komme kort ind på nogle bestemte former for didaktik, og hvad de bruges til i praksis:

Almen didaktik er:

• Undervisningslære.
• At undersøge og understøtte processer, som fremmer læring bedst muligt.

Skjult læring er:

• Uplanlagt læring.

• Læring for lærerens skyld.
• At fremme konkurrencen frem for samarbejdet.
• Socialisering efter forskellige segmenter.    

Normativ og deskriptiv didaktik er:

• Undervisningen skal skabe solidaritet mellem mennesker.
• Undervisningen er aldrig objektiv
• Skabe stabile forandringer hos de deltagende. (Lauridsen, 2010)

Når man tænker didaktik og nærmeste udviklingszone, kommer vi ikke udenom de tre læringsrum, da disse begreber går hånd i hånd. Didaktikken lægger vægt på hvilke læringsformer, og hvor barnet er i forhold til udviklingszone. Ligger de tre læringsrum vægt på pædagogens position i forhold til barnet. Eller med andre ord om en given aktivitet er voksenstyret eller børnestyret.

De tre læringsrum er:

1. Den voksne går foran (eller som vist på billedet, bære barnet)
2. Den voksne går ved siden af barnet.
3. Den voksne går efter barnet.

I det første læringsrum er der tale om aktiviteter, hvor der er lagt en plan af pædagogerne. Planer for hvordan, hvorfor og hvad børnene skal lære - altså en voksenstyret “leg”.

I det andet læringsrum er det lege og aktiviteter, hvor børnenes ideer og forslag, er med til at forme et givet projekt. Børnenes ideer gribes i nuet, og videre arbejdes af pædagogerne.

I det tredje læringsrum er det den frie leg, og de læringsmuligheder som omgivelserne giver, der er på spil. Her overvejer man hvilke muligheder de fysiske rammer giver barnet for at udfolde sig og få udfordringer. Pædagogen får et indblik i hvordan barnet organiserer sine lege på egen hånd.

De tre læringsrum vil overlappe hinanden mere eller mindre hele tiden. Opdelingen giver pædagogen mulighed for at analysere sin egen praksis og barnets evne til selv at udvikle sig. De kan også bruges til at planlægge aktiviteter, hvor et barn bliver presset ud af sin comfort zone. Her går pædagogen ikke foran barnet men ved siden af eller efter, det samme gælder omvendt (Reitzels, Hans 2018)

Referenceliste:

https://www.paedagogen.dk/artikler/hvad-er-didaktik-16673/

https://paedagogik.systime.dk/index.php?id=351

http://professionsviden.dk/almen_didaktik

Evaluering af dogme:
Vores konklusion er at vi nok skal øve os lidt mere, da det har været en stor udfordring for os at komme ud af vores komfort zone. Drengene klarede opgaven nogenlunde, og de to af  pigerne knap så godt. Denne proces er helt sikkert noget vi vil tage op igen, da det er en svær proces, når der er nogle i gruppen der er vant til at være styrende og lidt dominerende.

40 - Relation

Inspirationen til dette blogindlæg stammer fra det 7-bud, “hvis den anden er svaret, hvad er spørgsmålet så?”. På baggrund af dette stillede vi os selv spørgsmålet, hvad er relation? Efter nogen søgning fandt vi frem til Daniel Stern og vi tager primært udgangspunkt i hans teori omkring relationer mellem børn og voksen.

Relationskompetence er et middel til at realisere de værdiforestillinger, vi anser for centrale og dermed opnå den kvalitet i voksen-børn relationen, som begge parter og de overdende pædagogiske mål efter vores erfaring er bedst tjent med.

Traditionelt har vi beskæftiget os med de to parter- den voksen og barnet- og interesseret os for, hvad der var godt eller nødvendigt for dem hver især. Vi har endog både i den private børneopdragelse og i pædagogikken en vis tradition for se et vist modsætningsforhold mellem parterne: Hvis noget er godt for børnene er det måske skidt for de voksne eller omvendt.

Den pædagogiske og opdragelsesmæssige tradition ser barnet som objektet i en subjekt-objekt relation, hvor det er de voksne, der gør noget med og ved barnet. (Juul, Jensen, 2002, s. 121)

”Hele dannelsessiden hos barnet i de første leveår er baseret på etableringen af relationer. Her bliver barnet elsket og mødt af kærlighed, det bliver set og anerkendt som værdifuld. Bliver barnet ikke mødt sådan, kan det slæbe rundt på en underskudsforretning resten af livet. Et menneske, der er i tvivl om, hvorvidt det er elsket, går ind i en livslang kamp for at opnå anerkendelse. Som mennesker er vi dybt afhængige af, at vi i andres øjne er gode nok.” (Lene Outzen Foehsgaard, 2007)

Der bliver skelnet mellem to forskellige former for kontakt i forhold til relationer - interaktion contra relation. Relation handler om venskab, nærhed og fortrolighed. Det handler om de følelsesmæssige aspekter, mere end det handler om det håndgribeligt. Interaktioner handler netop om det håndgribelige, fx det at hjælp til med at få tøj på, en skubbe tur på en gynge eller, at man mødes i en formel social sammenhæng.

Sætter man det op mod hinanden kan man sige relationer er omsorg, hvor Interaktioner er overfladisk omgang med andre.

Relationer sker hele tiden, og vi oplever det gennem hele livet.

Relationer danner en vigtig faktor i menneskers udvikling, både som børn, unge og voksne. Alle mennesker danner og er opretholdende i deres relationer, og samtidig drager de egne erfaring med relationer. (Krøigaard, kap 4, s. 80-82).

Daniel Stern står bag teorien, ”Hvordan børns selvdannelse er relationel i sin
natur” (Stern, 2000, s. 81). Han mener at børn oplever de første par måneder af deres liv, et samspil i forskellige situationer af det at være sammen med andre, bliver en erfaring i deres sind og er samtidig et fundament for selvdannelse. På baggrund af dette kan man sige at jeg’et opleves gennem relationer, og dette viser Stern ved at sætte bindestreg mellem disse ord selv- sammen- med- en-anden.

SELVETS UDVIKLING ALDER RELATIONSOMRÅDE

Det gryende selv       0-2 mdr.    Evne til intimitet

Kerneselv                  2-6 mdr.    Fysisk intimitet

Det intersubjektive   7-15 mdr. Empatisk nærhed

selv  

Det verbale selv      15-30 mdr. Fællesoplevelser

Historiernes verden    Fra 3-4 år    Den fortalte verden

Stern snakker om den gryende selv, som allerede er til stede fra fødslen. Han mener at fornemmelsen af sig selv eller selvoplevelsen er til stede fra starten. Denne teori består grundlæggende af krops- og sanseoplevelser, samt vitalitetsoplevelser, som giver et indblik i at være levende og i aktivitet. Barnets fokus vil være på omgivelserne, og vil
kommunikere ved at bruge bevægelser, øjenkontakt og lyde.

I det intersubjektivt selv (9 mdr.), bliver barnet besat af at dele erfaringer med
andre. Her vil barnet lægge mærke til, hvordan andre reagerer. Barnet bliver
klar over, at det har sin egen verden, og andre har deres. Opmærksomheden
bliver derfor fælles, og barnet viser ting ved at pege o. lign.

Senere hen opstår det verbale selv (18 mdr.) og det narrative selv (3 år). I det verbale selv opstår de første ord. Her får barnet åbnet får en ny oplevelsesverden. Barnet kan nu dele oplevelser, og det bliver mere selvstændigt ved at kunne udtrykke egne behov, og er ikke så afhængig af at andre skal læse behovet. I forhold til det narrative kan barnet mere, og der bliver skabt små historier om sig selv i et samspil med omsorgspersoner. Her vil der være mulighed for at skabe mere sammenhængende selvoplevelse ved de forskellige erfaring barnet har gjort sig.

Udviklingen af det verbale selv tager udgangspunkt i, at barnet nu har mulighed for at skabe en indre, privat verden, som det efter behov kan kommunikere ud til omverden. Det er en epokegørende oplevelse for barnet, at det selv kan udtrykke, hvad det mener eller har behov for. Men det skaber samtidig en kløft mellem: Den ikke sproglige verden og følelsernes verden. Nu er der pludselig to variationer af samme oplevelse. Sproget kan adskille tanken fra følelsen dermed bliver der skabt en mørk side.

Det verbale selv kan derfor være et tveægget sværd, der både giver mulighed for større selvforståelse, men samtidig rummer risikoen for fremmedgørelse, hvis man ikke kan sætte ord på sine følelser. Derfor er kropssproget vigtigt til at nuancere (gestik, handling, ansigtsudtryk) det er vigtigt med indføling, så der ikke skabes et sådan brud.

I det narrative selv udvikler barnet evnen til at gengive verden i form af personlige fortællinger. Om sig selv – men også om andre. Barnet begynder at kunne danne sig forestillinger der overskrider dens umiddelbare erfaringer. Det finder sted samtidig med, at barnet er i stand til at sætte sig ind i andres forestillinger om verden. Barnet begynder at tolke andres menneskers adfærd ud fra dets hensigter, samt fortæller historier, hvor personerne beskrives med de følelser, de har. Barnet bliver derfor i stand til at finde forklaringer på, hvorfor andre handler, som de gør. Barnet fortæller historier for at skabe sammenhæng og overblik over eget liv.

Barnet fortæller ikke kun om fortiden, men skaber samtidigt en identitet. Hver historie barnet fortæller er som et værksted, hvor barnet eksperimenterer med at blive sig selv. Når barnet fortæller om børnehaven eller et skænderi med en anden, er det for at forstå og fortælle historier om sit eget liv, dvs. at gøre den daglige selvdefinition lettere.

At barnet lærer at opfatte intentioner og tolke dem i fortællinger, sætter sit præg på barnets opfattelse af sig selv og af andre, selvom det måske ikke altid er helt klar over disse sammenhænge.

Daniel Sterns model for selvudvikling indeholder yderligere to relationsområder: 7-12 år: Det generaliserende selv. 12 år og frem: Det transcendente selv.