onsdag den 21. november 2018

Uge 47 - Læringsmiljøer

Vi har i denne uge valgt at skrive om læringsmiljøer. Dette er endnu et vigtigt pædagogisk redskab idet, det giver pædagogen mulighed for at reflekterer over hvorfor, hvordan, hvor, hvem og ikke mindst vores egen rolle i forhold til forskellige aktiviteter.

Grunden til, at det er så vigtigt at reflekterer over forskellige læringsmiljøer, er konsekvensen ved ikke at gøre det. Det kan godt være at vi ser på et rum i en daginstitution på én måde, men det kunne jo være at det samme rum kunne bruges til noget helt andet i forhold til de aktiviteter, som skal udvikle børnenes kompetencer. Det hele afhænger af øjnene der ser, og hvordan vi tænker, som pædagoger.
Noget af det der er vigtigt er, at rummene ser indbydende ud samt understøtter mangfoldighed. Dette kan gøres ved at lave forskellige læringsmiljøer hvor der foregår forskellige aktiviteter. Læringsmiljøer finder ikke kun sted indenfor, da det ligeså godt kunne være på legepladsen eller på fodboldbanen. Herunder er der en række bud på forskellige læringsmiljøer:

Grøn stue som læringsmiljø: Grøn stue er indrettet ud fra leg og læring med særligt fokus på børns rollelege. Derfor er der en dukkekrog og køkken i det ene hjørne, hvor der for eksempel kan leges med dukker eller far, mor og børn. Der er også en butik, hvor børnene kan sælge og købe. I rummet er der også et eventyr tema med riddere, drager, prinsesser osv.
Gul stue som læringsmiljø: Gul stue har fokus på matematisk opmærksomhed, kreativitet, samarbejde og sociale kompetencer. Her findes der træklodser i forskellige størrelser og formet-, Lego, magneter og kuglebane, som børnene kan bygge med, sammen, alene eller som parallelle.
Legepladsen som læringsmiljø: Eksempelvis omkring institutionens sandkasse er der fokus på eksperimenterende leg. Den voksne finder vand, presenning og diverse rør frem, så der kan laves søer og konstrueres vandbaner i sandkassen.
Håndvask som læringsmiljø: Når der skal vaskes hænder i institutionen: er der fokus på at lære at stå i kø og vente på tur. Den pædagog, der er til stede, skal hjælpe børnene til at vente, til det bliver deres tur. Der er også billeder på væggen af, hvordan børnene skal vaske deres hænder og en vaske hænder-sang til de yngste.
Bleskift som læringsmiljø: Bleskiftet ses som et omsorgsmiljø, hvor barnet mødes med smil og en nærværende voksen. Barnet skal lære, at det er betydningsfuldt, og at de voksne holder af det.
Sprogligt læringsmiljø: I løbet af hele dagen og på alle steder er den voksne barnets sproglige rollemodel, for eksempel i sine benævnelser af ord, når hun gentager og artikulerer ordets og bogstavernes lyde, og i den kommunikation, der foregår omkring bordet, når der spises. Skriftsproget er en del af hverdagen og tænkes eksempelvis ind ved kasser med legetøj sammen med billeder. Pædagogerne laver dialogisk læsning som aktivitet og rimer med børnene. Deres billeddokumentation af både hverdagens leg og særlige aktiviteter inviterer børnene til at tale om billeder og skriftsprog, både indbyrdes og til deres forældre.
Kropsligt læringsmiljø: Et af rummene er indrettet med særlig fokus på børns bevægelse. Her har barnet mulighed for at klatre, hoppe, trille, rutsje og bevæge sig til musik. Den voksne er til stede for at støtte børnene i at afprøve nyt og udfolde sig.
Inkluderende læringsmiljø: Når en institution har særligt fokus på social inklusion i børnefællesskabet, betyder det, at der er fokus på den fælles virksomhed. Børn har dermed altid mulighed for at være socialt sammen med andre, enten børn eller voksne. De voksne arbejder med at lære børn at sige ja til, at andre børn må være med til at lege, ved at være til stede i legene både inde og ude. Til samling og i andre situationer taler de med børnene om, hvilken betydning det har at være med i en leg og at være gode venner. (Nyvang, Hostrup, M (2014) p. 154 - 155)

Disse læringsmiljøer udgør et rum for udvikling af både sociale, personlige og faglige kompetencer, som danner grundlag for børns muligheder og livschancer videre i livet. Det er de miljøer, der stilles til rådighed, hvor børn kan lære forskelligartede færdigheder og kompetencer.

En måde at tænke læringsmiljøer på, er ud fra modellen omkring læringsmiljø. Det første pædagogerne starter med at kigge på er de blå cirkler, i forhold til “hvor skal læres”, “hvad skal læres”, og “hvem skal lære”. Dette er et overblik over hvilket rum aktiviteten skal foregå i, hvad formålet er med aktiviteten i forhold til om det fx er sproglig udvikling der er fokus på, og til sidst hvilket barn/børn pædagogeren gerne vil udfordre, samt udvikle på. På baggrund af de ovenstående overvejelser, går pædagogerne i gang med at planlægge aktiviteten, samt at kigge på hvilken rolle pædagogerne har. Dette kan fx være, at pædagogen kan være den refleksive, som holder sig lidt i baggrunden, og barnets selvbestemmelsesret og medbestemmelse er vigtigheden ifølge Kampmann. Omvendt kan pædagogen have en mere målrettet indsats, hvor pædagogikken er struktureret, og barnet har ikke så meget at sige i forhold til aktiviteten ifølge Brostrøm. Efter aktiviteten er blevet udført er det en god ide at sætte sig ned i personalegruppen og lave en evaluering, samt revidering af aktiviteten. Her kigges der på om der er noget som skal laves om, eller om aktiviteten kan gøres endnu bedre, så flere børn bliver inkluderet.


Som afrunding til dette blogindlæg mener vi at læringsmiljøer foregår hele tiden i en daginstitution, hvor pædagogerne rammesætter, organisere og tilrettelægger forskellige aktiviteter, der understøtter børnenes kropslige, sociale, emotionelle og kognitive læring og udvikling. Men vi skal også huske at læring kan ske på alle tidspunkter og i alle situationer, og at læring finder sted, når barnet deltager i fællesskaber. Der er ikke noget rigtig eller forkert læringsmiljø, og det kan være at det ene læringsmiljø virker for et barn, men ikke sikkert at det virker på de andre børn som er med i aktiviteten. Det handler hele tiden om at se muligheder frem for begrænsninger. Pædagogerne skal  skal nemlig skabe den bedst mulige udvikling for børnene, så de ikke bliver begrænset i at udvikle sig. På baggrund af det skal vi pædagoger skabe lige muligheder for børnene, men med forbehold at alle børn lærer i forskellige tempo.

Referenceliste: Nyvang, Hostrup, M (2014) Inkludernde dagtilbudspædagogik akademisk forlag  

onsdag den 14. november 2018

Uge 46 - Familieformer

Mange forskellige former!!

Familien er et evigt tilbagevendende emne – og altid aktuelt.
Hvilket vi kan se på de mange forskellige familieformer der er kommet til gennem de sidste mange år. Det er derfor væsentligt at vi som pædagoger skal kunne forholde os til dem alle. Derfor har vi i dette blogindlæg valgt at tage fat om nældens rod, og prøve at komme med vores bud på hvordan vi kan forholdes os til dette fænomen.

Familiebegrebet har udviklet sig meget fra kernefamilie med mor, far og to børn. Til en familie med et eller flere fælles børn. Selvom den traditionelle kernefamilie stadig er den mest udbredte, kommer der flere og flere forskellige måder at danne familie på. F.eks. opererer Danmarks Statistik med hele 37 forskellige familietyper som alternativ til kernefamilien.

Der er sket en stor ændring fra 1960’erne og frem til nu, i form af en stor vækst i industriproduktionen. I 1970´erne sker der det, at den traditionelle forsørgerrolle ændre sig. Det hviler ikke længere på manden at forsørge familien, den er heller ikke forbundet med den samme værdighed som før 1970érne. Det bliver mere reglen end undtagelsen at begge forældre er på arbejdsmarkedet.
Den store mangel på arbejdskraft, gjorde at kvinder skulle på arbejdsmarkedet. Derved skete der en reel transformation af familiens funktion og arbejdsfordeling. Kvinders funktion i hjemmet i form af tøjvask, børnepasning og madlavning er ændret, og er i større grad varetaget af velfærdsstaten ved pasning i institutionerne. (Nielsen og Hansen, 2016, s. 209). I det senmoderne samfund er det moderne familieliv et balance projekt mellem individ og fællesskab, der vil tage form i det hverdagsliv man indgår i. Selve familielivet og hjemmet er grundlæggende det sted for samvær, rekreation, omsorg og pleje. Vi er tvunget til i det moderne hverdagsliv at navigere i ofte ukendte terræn, hvor vi ofte kun med os selv som kompas. Dette kompas er udviklet og opretholdes gennem nære og tætte relationer til andre mennesker. (Nielsen og Hansen, 2016, s. 216-217).

Institutionerne kan have forskellig karakter, men fælles for dem er, at vi som borgere i det senmoderne samfund er tvunget til at have tillid til institutionerne. Et eksempel på, hvordan vi er gået fra, at den primære socialisering var det normale til, at den sekundære socialisering i forhold til børnepasning i den vestlig verden er det normale. Det betyder, at forældre og børn bliver helt afhængige af, at der er eksperter som kan tage over, mens forældrene er på arbejde. I dag er de personer, små børn ser mest til i løbet af en almindelig dag således pædagogerne, som er eksperter i børnepasning. Forældrene er derfor nødt til at stole på, at pædagogerne gør deres arbejde ordentligt, og at de relevante myndigheder holder øje med børnehaven i forhold til fx fødevaresikkerhed, sikkerhedskontrol af legepladser og hensigtsmæssig indretning af transportveje til og fra institutionen.

I det senmoderne samfund snakker man om 4 familietyper, alle med forskellige syn på hvad der vægtes højest:

Teamfamilien:
Familien hvor individualitet og fællesskab vægtes højest, her taler man om en familie der er moderne og stærk resursemæssigt. Her opdrages der demokratisk, altså at børnene også har noget at skulle have sagt, når der træffes beslutninger i familien, og der bliver lært at argumentere for sine holdninger.

Svingdørsfamilien:
Familien hvor individualiteten stadig vægtes højt, men fællesskabet vægtes lavt. Dette er stadig en moderne familien, dog med svage ressourcer. Der opdrages på laissez-faire maner, altså en “lad ske/lade stå til”. Denne typer også har svage normer betyder dette at børnene gør mere eller mindre som de lyster. dette giver en stor individuel frihed men et meget begrænset fællesskab.

Den patriarkalske familie:
Er en familie, hvor individualiteten vægtes lavt og fællesskabet højt er. Det er en traditionel, stærk familie med faste normer og en autoritær opdragelse. Her er det hierarkiet der hersker, og dermed også en begrænset individuel frihed dog er der her en meget stærk fællesskab.

Det sociale akvarium:
Familien hvor hverken fællesskab eller individualitet vægtes højt, er. Her har vi med en svag familie, med svage normer at gøre. her hersker laissez-faire opdragelsen og en genneral “lade stå til” livsstil, da der hverken er fælles aktiviteter eller individuel aktiviteter.(Erhardi, 2018)

Disse 4 familietyper, er en smule karikerede, hvor mange vil se sin familie som en blanding af to eller flere typer. Derfor er det meget vigtigt at vi som pædagoger er åbne og anerkende over den form for familie barnet kommer fra.

Referenceliste:
Nielsen, S og Hansen, G, (2016) Køns Seksualitet og mangfoldighed: Samfundsliteratur
Erhardi, (2018) Familien i det senmoderne samfund

onsdag den 7. november 2018

Uge - 45 - Seksualitet

Sexsualitet / Seksualitet - En verden til forskel!


Vi har i dette indlæg valgt at skrive om forskellen mellem sex og seksualitet. Grunden til dette er, at vi finder det utroligt spændende, fordi det er så let at glemme at vi alle har en seksualitet. Seksualitet er en livslang process, som udvikler sig hele livet igennem.


Selv om seksualitet er i alle mennesker, er det ikke noget vi snakker om. Dette gør sig gældende både når vi snakker børn men også når vi snakker om folk med særlige behov. Det er vigtigt at huske på at der er forskel på om man ser på det med voksne briller eller om du ser på det i børnehøjde. Her handler det om at sætte ens objektivitet i parentes. Når man starter på UCN er noget af det første man lærer, at vi arbejder med det hele menneske, ikke kun dele af dem.
Når vi snakker seksualitet er der en ting som vi synes er vigtige at huske på grænser både i forhold til os som pædagoger, men også i forhold til borgeren - man er nødt til at vide hvor ens egne grænser går, samt at vide hvad er det vi ikke vil være med til i det pædagogiske arbejde. Samtidig er det vigtigt at finde ud af hvad er det borgeren gerne vil have og ikke have hjælp til. Det er vores opgave at hjælpe dem til at blive så selvstændige som muligt. Et af dilemmaerne kunne være: Om hvor meget vi, som professionelle og fagpersoner, kan involvere os i andres privatsfære og hvordan vi når den balance mellem under og overinvolvering i forhold til seksualitet.  


I det pædagogiske arbejde skal vi arbejde ud fra serviceloven. Loven har overordnet 3 formål:
“1) At tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, 2) At tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og 3) At tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”. (§1 - formål og område Linje 1-3). Generelt går serviceloven ud på at arbejde med det hele menneske, og vi kommer ikke udenom at seksualiteten er en vigtigt brik i dét at være menneske.
Seksualitet findes i børnehøjde, i unge og i voksne både med og uden særlige behov. Dette emne er der dog ikke særlig meget fokus på i pædagogiske arbejde. Emnet seksualitet er tabubelagt, fordi det ikke er noget pædagogerne samt forældrene sætter ord på, da det er meget intimt og privat, og der kan hurtig opstå misforståelser især hos forældrene. For at få emnet seksualitet på banen, er det vigtigt at adskille sex og seksualitet. Seksualitet er noget der opstår fra “vugge til krukke” og sex er noget der opstår i sen-puberteten. Seksualiteten indebærer alt andet end sex, det handler om vores medfødte trang til intimitet, tilknytning og fysisk nydelse. Vi mennesker har behov for alle disse ting for at føle os som hele mennesker.
For de unge i sen-puberteten flyttes fokus over på tilfredsstillelsen og nydelsen samt den samhørighed man føler med et andet menneske. I modsætning til børn drejer det sig mere om at være nysgerrig på sig selv og andre hvordan ser du ud hvordan ser jeg ud. Samt de følelser og fornemmelser der opstår i kroppen. De prøver at bruge de ord, som de hører fx i børnehaven og bruger dem i alle sammenhænge, men børn har ikke en seksuel “begrebsverden”, den udvikler de først med ungdomsårene.


Den seksuelle udvikling.
Dette er en oversigt over hvilke faser børn går igennem helt op til pubertetsalderen. Igennem årene bliver de mere bevidst omkring deres egen krop, samt andres. Som forældre og pædagoger er det vigtigt at italesætte seksualiteten, fordi det er naturligt.


Trygheds og sanse fasen (Ca. 0-1½ år):
  • her er børnene afhængig af de voksne omkring dem.
  • De oplever fornemmelsen af lyst/behag ved at kroppen bliver stimuleret (som ved bleskift, bad osv.).
  • de sanser verden med læberne og området ved munden (de undersøger ting ved at putte dem i munden)
  • Det er vigtigt af de voksne giver lov til berøring/nøgenhed.
  • Barnet har ingen fornemmelse af at det er privat.
  • Den basale tryghed og tillid er vigtig for børnene i denne fase.


Selvstændighedsfasen (Ca. 1½ - 4 år):
  • Selvstændighed og løsrivelse (kan selv, vil selv).
  • Erogen Zone ved endetarmen bliver interessant for børnene (de bliver numse interesseret samt andre åbninger i kroppen).
  • Renlighedstræningen begynder i denne fase.
  • Børnene begynder selv bevidst at stimulere sig selv (rokken frem og tilbage på en pude, samt nulre kønsorganerne)
  • Det er vigtigt at man i denne fase, ikke gør det til noget skamfuldt at røre ved sig selv (man begynder at forklare dem at det er noget privat)
  • Det er her også vigtigt at forklare børnene omkring andres og deres egne grænser, i forhold til deres børneseksualitet, så de ikke laver overgreb på hinanden i deres undersøgende lege.


Kønsidentitets fasen (Ca. 4 - 6 år):
  • Barnet bliver her bevidst og deres kønsforskelle og de eksperimentere mere (doktorlege, far, mor og børn).
  • De bliver her også meget optaget af deres forældre i forhold til deres køn(Ødipuskomplekset - mors dreng og fars pige).
  • De får en øget bevidsthed omkring onani, seksualitet og kroppen.
  • Viser sig frem(løbe rundt nøgen - det handler også om at finde og prøve grænser af).
  • Her er det også vigtigt ikke at skælde ud, da dette kan hæmme deres udvikling.  


Den skjulte fase (Ca. 6-12 år):
  • Udvikling af sociale evner.
  • Nysgerrig og søgende.
  • Her har man fundet ud, af man er noget privat.
  • Sædafgang kommer hos drengene.
  • Menstruation begynder hos pigerne.
  • Børnene snakker med hinanden i stedet for de voksne omkring seksualitet.
  • Forelskelse og tiltrækninger af andre menesker.
  • seksuelle lege som fx. S P eller K(legene begynder at blive mere udfordrende).
  • Åbne voksne(det er vigtigt at være åben omkring de spørgsmål og bekymringer børnene har/får).
  • seksualundervisning.
  • Frække ord bliver brugt og elsket.
  • Søger information på nettet om diverse ting.


Pubertetsfasen (Ca. 12-18 år):
  • De finder ud af hvem man selv er og hvor man hører til.
  • Den barnlige seksualitet bliver til en voksen sexsualitet.
  • Hormonproduktionen begynder.
  • De er meget forvirret i denne tid.
  • De frigøre sig fra sine forældrene.
  • Selvstændighed opbygges.
  • Retten til egen krop og privatliv.
  • Seksualundervisning.
  • Man lukker naturligt af. (Simoni, Den seksuelle udvikling)


Som afrunding på dette blogindlæg i forhold til seksualitet / sexsualitet, så er det vigtigt at huske på, at der findes mange forskellige mennesker med forskellige seksualiteter, som har forskellige behov. Vi er nødt til at anerkende den forskel, der er på os mennesker imellem, samt forsøge at tilgodese menneskers behov i forhold til deres seksualitet i vores pædagogiske arbejde.




Referenceliste:

mandag den 29. oktober 2018

Uge 44 - Kommunikation

I det sidste blogindlæg vi lavede, handlede om højtlæsning. Det satte nogle tanker i gang og vi kom til at tænke på nogle af de forskellige kommunikationsformer der findes.
Her i blandt brugen af tegn til tale, piktogrammer og social story, som er opdelt i afsnit herunder.


Piktogramer:
Piktogrammer gør det muligt for pædagogen at kommunikere, hvad der skal ske i løbet af dagen. Dette bringer brugen af det talte sprog ned på et minimum, hvilket har den effekt at nedbringe forstyrrelser i den opgave man sidder med her og nu.


Tegn til tale: har til formål at understøtte det talte sprog med simple tegn, dette har relevansen når man blandt andet arbejder med mennesker med funktionsnedsættelse. Udfordringen her kan være at sidde med en borger på 40, der har sprog, tænker og taler som en 3-årige.


Sociale historier er: Små historier der beskriver sociale situationer - Hvad sker der?
Sociale historier informerer om, hvad personen gør, tænker og føler i en situation.
Derudover giver det anvisning på, hvordan man skal optræde i situationen - Hvad gør man?
Social story blev udviklet af Carol Gray i 1990. Det er et redskab der kan bruges når man står overfor et barn der har svært ved en opgave. Dette redskab er til, for at skabe gennemskuelighed og klarhed omkring hvad der skal ske i en given situation. I linket nedenfor kan I læse mere om social stories.


Milepæl Tabellen:
I milepæl tabellen nedenfor kan vi se hvilke sproglige milepæle der sker i hvilken alder. Dog skal man være bevidst om, at alle ikke tilegner sig sproget lige hurtigt, vi lære alle i den samme rækkefølge, men vi lære ikke lige hurtigt. (Kristensen, 2016, s. 137)


 
figur 6.6


NUZO-modellen: 
Ifølge Vygotsky NUZO-model  er det grønne område, hvor barnet kan selv, det gule område er der hvor barnet skal have hjælp og det røde område er der hvor målet for udviklingen sker. Det er pædagogens rolle at ramme der, hvor barnet bliver udfordret uden, at det bliver udfordret så meget, at man tager modet fra barnet. Lige så vigtigt er det at barnet bliver udfordret så meget, at barnet ikke kommer til at kede sig. Det er derfor pædagogens rolle at opbygge et såkaldt stillads. (Kristensen 2016 s. 139)



Stillads:
Der findes seks kendetegn for et godt stillads:
  • Det vækker barnets interesse.
  • Det forenkler opgaven sådan, at barnet kan løse den.
  • Det styrer og holder barnet på rette spor mod et mål.
  • Det synliggør vigtig træk i problemløsningen.
  • Det kontrollerer frustration og justerer risiko.
  • Det viser løsningen eller elementerne i den.



Smitte-modellen:
Når barnet mestrer udviklingszonen er tiden inde til at bygge et nyt stillads.
SMTTE-modellen er en af de modeller der kan yde støtte i det sprogpædagogiske arbejde. Den giver mulighed for at springe rundt mellem de forskellige punkter så man er ikke fastlåst. SMTTE-modellen kan bruges på mange forskellige tiltag det være sig sprog eller inklusion eller hvad man selv finder på. (Kristensen 2016 s.145)


Konklusion:
Sprog er alle vegne omkring os både i form af det verbale og det nonverbale sprog. Det er derfor vigtigt, at man tilegner sig sprog i alle dens afskygninger. På baggrund af de forskellige redskaber der er blevet nævnt i dette blogindlæg har vi givet vores bud på hvordan vi som pædagoger kan være med til at udvikle sproget hos mange forskellige mennesker med de forskellige sproglige udfordringer de har.





Referenceliste: Pædagogik introduktion til pædagogens grundfaglighed kap 6.

Uge 50 - Sanser I dette blogindlæg har vi valgt at skrive om sanser, da de har en afgørende rolle i barnets opvækst og trivsel liv. S...